Dekoration til fastelavn er perfekt at have stående, når festlighederne går igang. Fastelavn er en dejlig tradition, og for hvert år tilføjer vi lidt nyt hertil. Spændende nye opskrifter på fastelavnsboller, nyt lækkert slik, vi kan hygge os med og pynter lidt op, når nu lejligheden byder sig. I år står den på et overflødighedshorn af alt det gode samlet på et sted – næsten ikke til at holde fingrene fra. Her kan du finde inspiration til pynt, slik og simple idéer til fastelavn.
Her i vinterens sidste fase er det dejligt at bringe farve ind i hjemmet og hverdagen igen. Forårsgrene med grønne knopper, tulipaner i alle regnbuens farver og festligt fastelavnspynt, der kan matche hertil. I år har jeg samlet mine fastelavnssager i et “overflødighedshorn”, som I kan se her på billederne. På denne måde holder jeg det hele samlet, og det giver god wow-effekt.
Overflødighedshornet indeholder flere elementer, som jeg gennemgår herunder. Desuden har jeg lavet en tin-for-trin guide til, hvordan du sammensætter hornet. Du kan bruge alt, hvad du har i gemmerne som “bund”. Her har jeg taget udgangspunkt i en potteskjuler i konkylieform, som jeg har fundet over DBA.
Prøv også: Hjemmelavede vingummier – simpel opskrift
Indholdet i min dekoration til fastelavn
Vindrue med karamel og peanuts
Jeg er blevet ret glad for denne opskrift fra Valdemarsro på blød flødekaramel. Den er simpel at gå til og kræver ikke mange ingredienser. Når karamellen er lavet, monterer du vindruen på en tandstik og dypper enden i karamelmassen. Derefter ruller du den i hakkede peanuts, og sammensætningen smager fantastisk. Guide kommer!
Print selv og klip ud fastelavnspynt
Det superfine fastelavnspynt var noget, jeg lavede i samarbejde med en af mine gode veninder, Ditte Grøn fra DG Design, for et par år siden. Det skal bare printes ud og klippes til. Brug det til en hyggelig aften med børnene, hvor de selv klipper deres pynt – måske det også kan bruges til fastelavnsriset eller tønden?
“Det løse”
Jeg har desuden brugt kirsebærgrene med fine lyserøde blomsterknopper til at skabe højde i dekorationen, og til at fylde bunden ud har jeg brugt Konge- og Dronningemandler. Du kan naturligvis bruge lige det, du har mest lyst 🙂
Saml dine gode sager i et overflødighedshorn
Det giver altid god effekt at samle alt på et sted, som her med et overflødighedshorn. Som sagt består mit af en keramikpotte, som jeg fandt igennem DBA. Her finder jeg mange af mine lidt sjove og skøre sager, som virkelig kan give et hjem personlighed.
I potten har jeg lagt et stykke flamingo, som jeg har klippet til. Jo mere du kan fylde potten ud, jo bedre (se billederne i guiden). Jeg har hældt vand i bunden, så grenene kan trække af det. Dernæst klipper jeg grenene til og stikker dem hele vejen igennem flamingoen. Nu skal vindruerne stikkes i og fordeles jævnt omkring, og slutteligt dækker jeg bunden af med chokolademandlerne.
Du kan bruge overflødighedshornet som en sjov overraskelse, når børn kommer forbi på rasledagen, eller hygge om familien i fastelavnsweekenden – god fornøjelse.
Se også: Opskrift på fastelavnsboller med marcipanfyld
♥ Find mere inspiration på min Instagram eller Facebook profil, hvor jeg løbende lægger hyggelige idéer og projekter ind ♥