Bondegårdsferie på Fyn kan varmt anbefales. Tag familien med på en anderledes vinterferie eller forkæl dig selv med et ophold, hvor du kommer lidt væk fra hverdagen og ned i gear. Sol og strand er godt, men Danmark har så meget at byde på. Her kommer idéer til oplevelser, der gjorde stort indtryk på os, på vores impulsive og tiltrængte afbræk og hyggelige weekendophold.
Det var nok egentlig fordi, vi bare trængte til at komme væk, at vi impulsivt tog beslutningen et par dage inden. Efter så lang tid isoleret i lejligheden i København, trængte vi til luft, natur, god mad og frem for alt nye oplevelser. Vi havde et gavekort på lager fra vores bryllup, som lød på et weekendophold, og blandt de valgmuligheder, dette gav, valgte vi en bondegårdsferie på Fyn.
Jeg vil ikke prale af at have rejst meget i Danmark, og Fyn er et område, vi oftest bare er kørt igennem. Men beskrivelsen af den lille bondegård lød simpelthen for idyllisk: kaniner man kunne klappe, fritgående høns, gourmet mad i restauranten osv. Der blev ikke tænkt længe, før vi havde bestilt og en dag eller to efter, begav vi os vestover i vores nye sølvfarvede Volkswagen.
Somme tider skal der ikke mere planlægning til – så må eventyret komme undervejs. Og det blev virkelig en dejlig række af oplevelser og et skønt afbræk fra hverdagen – det er utroligt, hvad man kan få ud af en weekend, og derfor kommer her mine varmeste anbefalinger. Der er naturligvis en lang række andre spændende ting at opleve på Fyn, men disse gjorde stort indtryk på os ♥
Prøv også: Kreative idéer til vinterferien – for dig og familien
Broholm Slot, Eventyrstien og raritetskabinettet
Turens første stop var Broholm Slot, som er et blandt et utal af slotte og fantastiske herregårde på Fyn, som virkelig viser, hvor rig egnen har været. De tykke slotsmure var bygget om mange gange, og gamle vindueskarme og -buer kunne anes rundt om i murværket. Det fungerer i dag som hotel/restaurant, men man kan også nyde det udefra.
Rundt om slottet er anlagt en gammel sti, Eventyrstien, hvor man kan forestille sig, at slottets fornemme beboere spadserede, når de skulle “i det vilde”. De gamle træer markerer tydeligt vejen, og et åløb snor sig omkring. En spændende hytte i naturtræ er lavet som en af stiens “seværdigheder”, og man kan få et flot vue over slottet. Gamle gravsten over egnens magtfulde mænd og kvinder vidner om de liv, der blev levet indenfor murene.
Et lille hus bag slottet, var måske det, der fik mit hjerte til at banke hårdest. Og selvom det ikke for tiden er åbent, kan man alligevel gå hen og kigge ind ad vinduerne – og det bør man! Et raritetskabinet med alt fra fortidsdyr til flintesten og potteskår, er udstillet langs vægge og i montre, kravler hele vejen op til loftet i tusindtal. Det er vildt, hvad en passioneret samler i 1800-tallet kunne formå at indsamle.
Gudmekongernes mægtige haller og Lundeborg havn
Mens vi nærmede os vores destination, vores lille bondegård, poppede der stednavne op fra min fortid, der klingede af storhed og magt. Gudme og Lundeborg. Gudme ligger ikke mere end fem minutters kørsel fra Broholm Slot, og er man på de kanter, er det absolut et besøg værd.
Hallerne var i jernalderen samlingssted for en af de mest magtfulde eliter i de danske område, hvor luksusvare i guld blev handlet og mystiske ceremonier afholdt. I dag er det blot et omrids, der er tilbage af egnens to største huse, men man kan forstille sig en vikingekonge residere, med en hær (om ikke andet en handelsflåde) liggende i havnen i Lundeborg. Magt, rigdom og guddommelighed forenes ved Gudme, som også deraf har sit navn.
I Lundeborg er der ikke noget at se, men vil man fornemme afstanden mellem magtcentrum og den livsgivende handelsrute, kan man tage turen for selve udflugtens skyld.
Kulinariske Kildegaarden – bondegårdsferie på Fyn
Da vi om aftenen ankom til vores bondegård, blev vi varmt modtaget af ejeren – en kvinde, der selv står for det hele. Kildegaarden er hovedsageligt en cateringvirksomhed, men indrettet med madkurser, selvskabslokale og Bed & Breakfast, hvor maden var inkluderet. Vi satte os derfor til rette ved bordet i en ombygget autentisk staldbygning, og fik serveret den lækreste skaldyrs- og pastaret (måske den bedste, jeg nogensinde har fået), og en dessert med nybagte pandekager og hjemmelavet appelsinsirup, mmm 😛
Om aftenen spillede vi Matador (det var på stedet) på værelset og hyggede os fantastisk! Nogle gange finder man tilbage til det dejlige i det simple, når man kommer i nye rammer.
Da jeg sagde, at vi turen var bestilt lidt impulsivt, så mener jeg det, og jeg må nok indrømme, at vi ikke havde fået læst al info helt igennem. Det viste sig nemlig, at værelserne ikke var med toilet og bad (som jeg havde regnet med), men at dette måtte deles med de øvrige gæster. Der blev derfor ikke noget søndagsbad til mig, hihi.
Morgenen efter besøgte vi stedets dyr, som var en stor kanin, jeg med tungt hjerte tog afsted med (den var virkelig sød!!), og en hyggelig flok høns, som gav os vores morgenæg.
Damestenen, stranden og kridtgravene
Damestenen er Danmarks største sten, som blev ført hertil fra Sverige under sidste istid – eller som sagnet fortæller, blev kastet af en troldkvinde, som forsøgte at ramme den lokale kirke. Stenen er et fint sted at stoppe indenom, og vi besøgte den om morgenen på vej ud til et spændende naturområdeområde.
Naturen omkring kalkgravene er smuk i sig selv, med vejrbidte bakker, store stensætninger, lejrmuligheder og en flot strand. Herfra kan man se til Langeland og indsamle de fineste flintesten.
De tidligere kridtgrave er i dag sløjfede og ligger hen som søer, men på et bestemt sted, står brinken stadig blottet, hvor flere millioner års aflejringer kan anes. Blandt andet står flintårene tydeligt frem. De årer, der var så vigtige, at vores forfædre gravene miner og skakter efter råvarerne. Et dejligt område til en gåtur og en snak om tiden, naturen og de enorme kræfter, den indeholder.
Kort over seværdigheder på Fyn
Ved den lokale købmand hang kortet herunder med seværdigheder fra hele Fyn, og her hentede vi meget inspiration. På vejen hjem, havde vi den flotteste solnedgang og blev enige om, at det er utroligt, hvad man kan nå på en enkelt weekend i sit eget smukke og spændende land.
♥ Håber I føler jer inspirerede til at udforske vores dejlig land – evt. med en bondegårdsferie på Fyn ♥