Jeg har længe været både imponeret og forfærdet over fotografen Jan Grarups billeder fra verdens brændpunkter. Han har igennem nogle årtier dækket voldsomme begivenheder – fra folkedrabet i Rwanda til jordskælvet i Kashmir. De er både gruopvækkende og på en sær måde livsbekræftende, men ikke mindst vigtige i en verden, hvor vi lukker os mere og mere om vores egen lille villavejs-verden. Det var derfor klart, jeg blev ivrig, da jeg så et opslag på Facebook om et foredrag i Operaen med Jan Grarup, og jeg købte straks billetter hertil.
Da vi ankom til Operaen, var nogle udvalgte værker stillet op i foyeren, og de satte ligesom baren for en stemning, der langtfra skulle blive jule-hyggelig. Foredraget blev afholdt i samarbejde med Dignity, Dansk Institut mod Tortur, som stod og solgte eksemplarer af en kolos af en bog med samme navn som foredraget And Then There Was Silence. Se mere på hans hjemmeside her.
Det er første gang, jeg har været inde i Operaens store sal, og rummet i sig selv var helt overvældende. Der var 1700 mennesker til arrangementet, og alle disse stemmer blandede sig i det ovale rum, da folk fandt frem til deres sæder. Da spotlyset tændte og Jan gik på, blev der imidlertid helt stille. Han stod alene på scenen, som var udformet som et liggende eksemplar af hans bog. Bag ham tonede udvalgte sort/hvid fotografier frem, som han kommenterede, og jeg tror ikke, der var mange i salen, som ikke jævnligt fik en klump i halsen og tårer i øjnene.
Foredraget og fremvisningen gjorde stort indtryk på mig, og billeder som det af den lille pige fra Rwanda med machetesår i hovedet eller flygtningene fra Sierra Leone på billedet øverst med frygt og rædsel så tydeligt udtrykt i øjnene, glemmer man ikke sådan lige. Og det er vel også netop meningen. Uretfærdigheder og ulighed som jeg selv oplevede, da jeg rejste alene til Marokkos bjerge, blev meget nærværende. Selvom de på ingen måde er ligeså voldsomme, viser de tydeligt, at verden ikke kun er gyldenrosa, som man ellers kan forledes til at tro på Instagram. Jeg har skrevet lidt i min artikel her: Om at rejse som lokal og ugift kvinde i Marokko, men ellers har jeg ikke fortalt så meget endnu.
Ingen kan fortælle historien om en verden i flammer bedre end Jan og værkerne selv, derfor vil jeg ikke gå nærmere ind på dem, da det heller ikke er nogen let fortælling. Blot vil jeg anbefale andre selv at bruge lidt tid i Jans univers – for herigennem at lade en del af vores verdenssamfund, som vi i hverdagen ofte fortrænger, synke ind.
Nu er jeg en person, der bruger en del tid på reflektion og på at grunde over tingene, og mit humør har klart været præget af oplevelsen. Og det er er jo netop også det paradoksale ved situationen. For hvordan anerkender og arbejder jeg med, at verden er hård, uretfærdig og gør ondt, samtidig med at jeg som dansker stadig skal have lov til at brokke mig over offentlig trafik, det dårlige vejr eller at Føtex har udsolgt af den billige fløde? Det ødelægger jo forresten også den søde julehygge! Ja, det er et paradoks – at lukke øjnene eller at konfrontere ubehaget.
Når verden brænder, som vi så det sidste onsdag i Jans billeder, hvordan lever vi så videre uden at fortrænge, neglegere og gemme os bag den forpulede ligusterhæk?
——————————-
Her er nogle titler til film, jeg selv synes, er vigtige i forståelsen af blot nogle få af problemerne:
Blood Diamond – Omhandlende diamanthandlen og borgerkrigen i Sierra Leone 1999 (kan ses på Netflix).
Hotel Rwanda – Om folkemordet på tutsibefolkningen i Rwanda 1994 (kan lånes på Filmstriben).
