Oplevelser og anbefalinger til Chicago
Skyerne lå tunge og drømmeagtigt over de gigantiske skyskrabere, som truende ludede imod os, mens vi vandrede med vores tunge kufferter gennem Chicagos gader en tirsdag aften i september. Vi havde endnu engang taget den lange rejse mod Staterne i vest, denne gang med et tre ugers lang roadtrip i det midt- og vestlige USA, som også var vores bryllupsrejse.
Vi havde kredset over byen ved breden af den store Lake Michigan i mere end en time, mens kabinen blev oplyst af de kraftige gadelys fra de lineallige gader, byen – som enhver anden storby i det vestlige USA – er blevet konstrueret med. Grunden var et voldsomt uvejr, som gjorde det umuligt at lande, og kurverne, flyet blev ved med at tage, have gjort mig flysyg for første gang i mit liv. The Windy City viste sig denne dag fra sin mindre gæstfrie side.
Det var derfor med en vis lettelse, at vi nu gik gennem gaderne i den fugtige og kølige luft, hvor skyerne havde lagt sig som en dyne omkring bygningerne. Og det kun var signalblinkene fra toppen af disse skyskraberne, man kunne ane gennem skylaget, og som afgjorde, at de var – høje!
På trods af, at Chicago er USA’s trejdestørste by med omkring 2,7 millioner indbyggere, så har den landets næsthøjeste og meget potente skyline – næstefter New York. Byen blev grundlagt i 1833, og er som enhver anden by i vesten ganske ung. Tilvæksten er dog siden sket eksplosivt, og idag har byen en af verdens mest trafikerede lufthavne, O’Hare International Airport. En anden ting, byen kan “bryste sig med”, er at have en af landets største mordrater; måske en vedholdende tradition fra de store gangsteropgør, der prægede byen i 1920’erne og 1930’erne med Al Capone som central figur.
Kriminaliteten hører dog idag mest de store forstadsområder syd og vest for byen til. Vi havde indlogeret os midt i centrum, The Central City, op ad John Hancock Center, som er byens næsthøjeste og landets fjerde højeste skyskraber.
Læs også: Los Angeles – Hollywood, Kings og lidt rock ‘n’ roll vibes
Men tilbage til den aften, hvor vi kom rullende igennem de våde gader, og følte os ualmindelige små blandt byens bygninger. Vi var ud over flysygen ganske jetlagget efter 11 timer i en tør airconditioneret kabine med lidt for voldsom servering – amerikanske standarter – og ingen søvn.
Derfor var det første, vi tænkte på, da vi ankom til hotellet, en god øl. Det hører som regel til vores ferierejser, at vi også udforsker denne del af kulturen, og der er intet som en god øl, når destinationen er nået. Min mand smuttede derfor i hotelbaren og fandt en lækker IPA til os hver, som jeg dog kun nåede halvvejs igennem, før jeg var faldet omkuld og sov.
Morgenen efter var vejret klaret op, og vi gjorde os parate til to spændende dage med sightseeing til fods. Så efter en god morgenmadsburger på Starbucks og en ordentlig spand kaffe var vi klar til at lægge fra land for at se hovedstaden i The Midtwest.
Læs også: Monument Valley – et sandt western eventyr
Det skal du opleve i Chicago
Og hvad bør man så se i Chicago? Vi havde ud over ankomstdagen to hele dage, som er meget passende til at opleve en by som Chicago. Vi gik til fods mellem seværdighederne.
Dag 1:
- Navi pier. Det er karakteristisk for de amerikanske storbyer, at de har en til flere Piers eller moler, hvor forlystelser med neonlys, billige restauranter og gadesælgere kæmper om turisternes opmærksomhed. Vi var der inden åbningstid, hvilket var rart, da der var ro til at nyde den smukke udsigt over gigantiske Lake Michigan.
- Chicago skyline. Lige så smuk udsigten er ud over dette ferske “hav”, ligeså breathtaking er den ind over byen, hvor skyskraberne tårner sig op. Den domineres af bygninger som John Hancock Center, Willis Tower og naturligvis Trump Tower, og adskillige nye er under opførsel.
- Buckingham Fountain. Fra Navi Pier promenerede vi langs søbredden til Buckingham Fountain. Et flot springvand i en park med velplejede bede. Her er med jævne mellemrum koncerter, hvor byens jazz/bluesscene især er populær.
- Domen i Millennium Park. Et stort og særligt kunstværk pryder en af byens centrale pladser, nemlig Anish Kapoor’s Cloud Gate skulptur, som i folkemunde også kaldes “bønnen”. Overfladens blanke sider reflekterer byen, og er det oplagte sted for sjove selfies (hvis man da kan komme til for alle de andre turister, der er der af samme grund).
- The Magnificent Mile. Fra Millenium Park gik vi ad The Magnificent Mile, som er centralgaden gennem byens businessdistrikt, hvor store kendte bygninger ligger fuld af jakkesætsklædte forretningsfolk. Omkring kl. 12 myldrer de ned i gaderne for at købe økologiske sandwich, take away sushi med brune ris eller veganske pastasalater. Her er ingen fried-stuff, men priserne tårnhøje.
- Chicago Cubs. Om aftenen tog vi tåg til Wrigley Field Stadium og så byens baseballhold spille. Det er en stor del af den amerikanske kultur at opleve deres sportshold for fuld udblæsning på de store stadions. Med hånden på hjertet hylder de dagens udvalgte krigshelt, mens de skråler med på The Star-Spangled Banner. I pausen spiser man Chicago Dogs og drikker kolde øl.
Dag 2:
- 360 Chicago. Kom tidligt og tag dig god tid. I byens højeste skyskrabere Willis Tower (Skydeck) og John Hancock Center (Chicago 360) er der lavet udsigtsetager næsten helt i toppen, hvor man kan opleve byen oppefra og ned. Det giver et sug i maven at træde helt hen til panoramavinduerne og kigge ned over byen, og perspektiverne virker helt forvringede. Vi brugte et par timer på at nyde stilheden fra morgenstunden, spise en is og observere vinduespudsere glide forbi ydersiden af ruden! Fordi skyskrabere gynger temmelig meget i toppen, trængte vi pludselig til at komme ned på jorden igen.
- Lincoln Park. Med gode gå-sko på vandrede vi ud til parken, der ligger et par kilometer fra centrum. Dyre- og plantelivet her er helt speciel, da botanikere og zoologer arbejder for, at den oprindelige natur vildt skal kunne trives her. Vi så skildpadder, gæs og egern i massevis, sammen med smukke blomster og træer, og forundredes over kontrasten mellem den fri natur og storbyens massive skyskrabere, der ligger side og side. Parken var engang friseret med grønne plæner og nydelige bede, men man prioriterer idag den vilde natur, der får lov til at udfolde sig, som den vil. Derfor må de besøgende kun bruge gangbroerne.
- Shopping i Down Town. Vi indså hurtigt, at vi havde pakket alt for lidt varmt tøj med, og derfor, da der var lidt tid til overs, gik vi på shopping i Down Town. Der blev købt lange bukser og strikketrøjer. Der er en god blanding mellem eksklusive mærke i storcentrene og såmænd også adskillige H&M’s.
Gode råd, når du besøger Chicago
- Husk varmt tøj – gaderne er kolde og mørke på grund af skyggerne fra skyskraberne. Så selvom temperaturen siger 25 grader, så føles det ikke sådan inde i byen.
- Bo centralt. Det er let at spilde en masse tid på dårlige forbindelser med offentlig transport. Bor man centralt, kan det meste nåes til fods.
- Byen er kendt for sine deep dish pizzaer og sine Chicago Dogs (hotdogs). Smag en pizza på en af byens restauranter – hvad angår hotdogs kan ingen konkurrere med vores danske.
- Chicago er, ligesom flere andre amerikanske storbyer, fyldt med sportsevents. Selv med kort varsel er det typisk muligt at finde billetter til ishockey, amerikansk fodbold, baseball eller basketball.
Efter nogle dejlige dage i Chicago, var vi klar til at komme videre vestover. Næste stop var Denver, hvortil vi rejste med fly. Her havde vi en dag til sightseeing, og derefter lånte vi bil. Det roadtrip, vi efterhånden længtes efter skulle da rigtigt gå i gang.
Se hele vores rute fra Chicago til San Francisco her.