Efterhånden er sneen heroppe blevet for dyb til, at jeg kan vandre i den. Jeg har forsøgt at komme op til mit favoritsted på bjerget flere gange, men jeg går i til knæene, og det gør det vanvittigt hårdt at gå. Det har irriteret mig noget, for jeg elsker at vandre, og inden jeg tog af sted, havde jeg regnet med at skulle vandre i timevis hver dag heroppe. Men tja, jeg kendte jo i virkeligheden intet til klimaet så langt mod nord, og så må jeg jo finde på noget andet.
Derfor er jeg kommet frem til en erkendelse: jeg bliver nødt til at lære mig selv at stå på langrendsski! Ja, jeg har ganske vist forsøgt mig med det engang i mine tidlige teenageår, men jeg var aldrig rigtig vild med det. For meget fart, for lidt kontrol og ja, så var det bare sygt koldt. Var ude på en ret heftig tur i Silkedalen i -14 grader, hvorefter jeg blev syg af udmattelsen – og det var så sidste gang, jeg stod på langrendsski. Men hvis jeg virkelig vil være heroppe i længere tid – og måske gøre det igen næste år til vinter, ja, så må jeg jo bare op på hesten igen og komme igang.
DERFOR spændte jeg idag skiene på, og så gik det ellers både op og ned ad bakke – altså den lille bakke ude foran indkørslen til hytten – man skal jo starte et sted 😉
Jeg må tilstå, at på trods af at jeg har været alene her i hytten i noget tid nu, så er jeg på intet tidspunkt kommet til at kede mig. Jeg har virkelig nydt at have tid, og ikke at have nogen “det bør du også lige gøre”-stemme i hovedet. Jeg har taget mig god tid til at gøre de ting, jeg gerne ville, hvilket er fantastisk at kunne. Af en eller anden grund har det resulteret i, at jeg har nået stort set alle de ting, jeg gerne ville – og lidt til (havde ikke regnet med at skulle stå på ski). Jeg har desuden sørget for at have alt i huset (sådan ca. mad til en måned), så jeg ikke behøver at handle ind overhovedet.
Jeg er især stolt af min fine islanterne, som stod og lyste fint om aftenen, og så er jeg glad for at have haft tid til at læse et par gode bøger færdig, bl.a. Det ensomme Hjerte af Tom Buk-Swienty. Desuden har jeg lavet madkugler til fuglene, som jeg viser frem imorgen 🙂
Jeg er sådan indrettet, at jeg altid har projekter kørende – både her og hjemme. Der popper altid nye idéer ind og ting, jeg vil lave. Desuden elsker jeg at skrive, og jeg kan glemme alt om tid og sted, når jeg først fordyber mig i skriverier. Kender du den følelse? Der, hvor man pludselig kigger op, og bliver overrasket over, at alt er mørkt omkring én og kaffen blevet kold i kaffekoppen. Fordi man var i en helt anden verden. Det kan jeg opleve i to situationer: når jeg skriver, og når jeg fotograferer. Det er en fantastisk fornemmelse.
<3 Har du en ting – en hobby eller noget andet, du elsker – der på samme måde kan få dig til at glemme alt omkring dig? Det kunne være hyggeligt, hvis du ville dele det her <3
Læs også:
Alene i Telemarken del 1 – om strømafbrydelse, alenetid og sne i rigelige mængder
Alene i Telemarken del 2 – om at bygge en snemand og lave noget unyttigt
Alene i Telemarken del 3 – den der magiske natur
