Jeg har haft nogle enormt smukke, helt klare dage heroppe på det sidste – heroppe i hytten i Norge, et sted i Telemarken. For et par dage siden klarede det op til aften, og det så ud, som om hele verden brændte. Det er der billederne her er fra. Lige udenfor mit køkkenvindue.
Jeg kan sidde længe her og stirre ud, og bare observere naturen forandre sig. Hver eneste dag heroppe er forskellig. Hvert eneste øjeblik. Nogle dage skjuler tågen søen og bjergene på den anden side, og landskabet får et mystisk udtryk, som om det gemmer på en masse hemmeligheder. Andre dage er her helt klart, og alle konturerne er helt skarpe: granerne mod himlen, søens kant, de stejle fjeldsider. Nogle dage er lyset helt isnende blåt, som om himlen har lagt sig over dalen og træerne, og andre dage er alt i sort hvidt. Som der var omkring jul, hvor jeg startede mit lille eventyr heroppe. Jeg har allerede været her længe nu.
Jeg har altid følt, at der var noget helende over naturen. Noget, der på magisk vis klarer hjernen og får én til at se alting tydeligere. Perspektiv om du vil. Det har jeg altid brugt igennem min opvækst, når der var noget, jeg var ked af – så gik jeg mig en tur – og så var det hele ikke så slemt endda.
Når jeg går rundt heroppe på mit ensomme bjerg, ja, så føler jeg mig faktisk slet ikke ensom. Når jeg vandrer i naturen her, møder jeg forskellige dyr – især bor der mange spætter lige nær – men jeg går også og digter små eventyr for mig selv, for det ligger naturen virkelig op til, med alle sine huler, de dybe skove og stilheden, der er helt øredøvende.
Siden jeg sagde mit lærerjob op, har jeg lagt mærke til en tydelig forskel ved mig selv: jeg sover. Ja, jeg mener ikke, at jeg overdriver min søvn ifølge eksperterne. Jeg sover mellem 7-8 timer om natten, hvilket jeg ikke har gjort i årevis. Det er ret vildt at tænkte på egentlig. Det, der er mest vildt at tænke på, er, hvordan jeg dog har kunne klare min hverdag, mit job og mine pligter før, hvor en gennemsnitlig nattesøvn lå på omkring en 4-5 timer.
Jeg kan også se det i mit ansigt – det var faktisk ikke du-er-også-lige-fyldt-de-tredive rynker, det var slet og ret mangel på søvn. Et lille råd herfra – hvis du ikke kan sove, er der sgu nok noget galt i din hverdag. Jeg er meget taknemmelig over at have den mulighed at skrue lidt ned, men jeg bliver bekymret over et samfund, hvor vi strammer skruen så meget, at stress og søvnbesvær nærmere er reglen end undtagelsen. Det er da ikke naturligt.
Så mens jeg vandrer her i bjergene og nyder stilheden, så er jeg godt nok taknemmelig over den simple tilgang til hverdagen, jeg lige nu oplever, hvor en solnedgang er det vildeste og smukkeste at blogge om <3
Læs også:
Alene i Telemarken del 1 – om strømafbrydelse, alenetid og sne i rigelige mængder
Alene i Telemarken del 2 – om at bygge en snemand og lave noget unyttigt
