Alene i Telemarken del 2 – om at bygge en snemand og lave noget unyttigt

af Marieduhn

Snemand i Telemarken ved solopgang

Det gode ved at bo alene i en hytte i Norge er, at man kan gå rundt i Kari Traa undertøj hele dagen, sidde foran brændeovnen hele aftenen og bygge snemand på terrassen, uden at nogen synes, det er mærkeligt – for ingen kigger 😀 Det var sådan ca., hvad brugte dagen på i går.

Det var koldt i hytten, da jeg vågnede, men i stedet for straks at hente brænde til pejsen, lavede jeg mig en kop kaffe, fandt min bog frem og fyldte badekarret op med dampende varmt vand. Her tilbragte jeg så de næste to timer, indtil vandet var ved at blive småkoldt igen – findes der nogen bedre start på dagen?

Aftenen forinden var jeg blevet inviteret til aftensmad hos nogle nordmænd i en hytte længere ned ad bjerget. Så jeg spændte mine uundværlige pigsåle under vandreskoene og gik af sted i snevejret. Det var virkelig hyggeligt, og jeg fik smagt en form for elg/svinekød-karbonader, som de ofte spiser til jul, “medisterkager”. Ellers spiser de gerne pinnekjøtt til jul, en form for salte langtidstørrede spareribs af lam.

Den norske familie havde bygget snemænd og lyslanterner af sne udenfor deres hytte, og inspireret heraf, besluttede jeg mig for at bygge min egen fine snemand. Det gik op for mig, at det højst sandsynligt er over 20 år siden, jeg har bygget en snemand, og det skulle vise sig, at være en hårdere udfordring end som så, jeg havde sat mig for.

Læs mere om min Telemarksudfordring til mig selv her.

Solopgang i Norge  

Det frøs så meget den dag, at sneen slet ikke ville hænge sammen, og i stedet nærmest var det rene pudder. Så jeg måtte hælde varmt vand på eller sidde og ”kramme” det længe, inden det kunne hænge bare nogenlunde sammen. På et tidspunkt stoppede jeg op, fordi jeg kom til at se det komiske i min situation: En kvinde på 30, der sidder på hug og krammer snedynger alene ude i vildmarken, for at bygge en snemand! Ved ikke, om det er naturens måde at fortælle mig på, at jeg snart har brug for nogle børn…? Nogle gange er det dog bare fantastisk at lave noget så fuldstændigt unyttigt som det, og jeg fortsatte ufortrødent i flere timer til en smuk solnedgang.

Og resultatet…. Tja, da lyset begyndte at svinde, kastede jeg håndklædet i ringen og indrømmede, at det der med snemænd, nok aldrig bliver min spidskompetence, og at der klart er plads til forbedring. Han så med andre ord ikke helt ud, som jeg havde forestillet mig det, men ikke desto mindre, står der nu en form for snemand på terrassen – om end i meget lille skala!

Der er det ved naturen, at selvom her er stille, er der lyde, jeg slet ikke er vandt til fra København. Min første nat heroppe sov jeg ikke ret godt – jeg hørte alt muligt fra skoven, fra sneen, fra hytten og fra min kanin, som holder mig ved selskab heroppe. I mine ører lød det som skridt i sneen, hver gang en snedrive eller istap styrtede ned fra taget.

Man får tænkt nogle tanker, når man på denne måde rykker stikket ud fra en hektisk hverdag. Vi har så travlt med alt det, vi skal opnå. Uddannelse, karriere, familie, bil og villa. Og samtidig hører jeg flere og flere omkring mig sukke efter en mere simpel tilværelse. Endda kredser dronningen om emnet i sin nytårstale. Hvornår er det tid til at stoppe op? Hvornår er det tid til at gøre unyttige ting – bare fordi? Ja, gad vide, hvornår vi prioriterer tid over genstande. Eller er det bare mig?

Et lille opråb fra nord.

Læs også om en anden stor udfordring, jeg gav mig selv, da jeg rejste alene til Afrika.

Solopgang i NorgeSnemand i Telemarken ved solopgang

Se også

4 kommentarer

Pia 11/01/2018 - 12:18

Den amerikanske er super fin – de udsættes for noget skrappere forhold, men klarer det fantastisk. Den kan klart anbefales – reality-TV af den interessante slags 🙂

Svar
Marieduhn 11/01/2018 - 12:40

Den vil jeg klart tjekke ud 😀
Og mange tak for tippet 😉

Svar
Pia Trans 09/01/2018 - 12:33

Skønne billeder, og skønt eventyr.
I det første indlæg nævner du tvserien alene i vildmarken – har Du set den amerikanske verdion, alone? Så sej!

Svar
Marieduhn 09/01/2018 - 16:35

Tusind tak kære Pia, hvor er det dejligt at høre, at du synes 😀

Jeg har ikke set den amerikanske version endnu, nej. Er den da værd at se?
Har til gengæld været ret vild med den danske og glæder mig til det næste afsnit af sæson 2 😛

Svar

Skriv en kommentar