Akropolis. På vores anden dag i Athen ville vi besøge den selvsagt største seværdighed i byen, nemlig Akropolishøjen med det berømte Parthenonalter. Solen skinnede, og vi spadserede over Monasterakitorvet dertil. Når man kommer til højen fra denne side, træder man ind gennem Propylærtrappen og mødes af den enorme vestgavl af Parthenonalteret. Det er her den fantastiske frise, hvor gudernes kamp om byens gunst udspiller sig, oprindeligt hang. Pathenon er bygget til ære for gudinden Athene, og i det inderste rum fandt man en 10 meter høj Athenestatue belagt med guld og elfenben. Bygningen har sidenhen både fungeret som kristen kirke, tyrkisk moské og endelig som krudtkammer. Ved denne lejlighed blev bygningen delvist sprængt i luften, og det, vi ser idag, er en genopbygget version af det oprindelige alter. Det omfattende renoverings- og vedligeholdelsesarbejde er et evigt fortløbende projekt, hvilket vi i højeste grad blev vidne til – se billedet 😉
Mens vi gik rundt om bygningen, talte vi om det fantastiske synsbedrag, der er indarbejdet i arkitekturen. Ved at lade søjler og fundament bue, har man formået at skabe et mere symmetrisk udseende for det menneskelige øje. Et genitræk, de gamle grækere mestrede!
Går man venstre om Pathenon kommer man til Erechtheion med de 6 Karyatider, hvilket betyder søjlebærere, og disse er altid kvindeskikkelser – hurra for stærke kvinder! Ved siden af denne står det sagnomspundne oliventræ, som selveste Athene skulle have ladet gro i konkurrencen mod Poseidon om, hvem der skulle være byens øverste gud. Poseidon lod en saltvandskilde springe fra klipperne, mens Athene lod oliventræet gro. Da oliven nu er en af Grækernes vigtigste afgrøder, faldt valget naturligvis på Athene og deraf navnet Athen. Her sad vi længe og nød udsigten, forårsluften og atmosfæren af en svunden fortid.
I den sydvendte side af højen er en anden indgang, der fører direkte ned til museet, hvis arkitektur har været meget omdiskuteret. Det består hovedsageligt af beton og glas, men personligt synes jeg, det er en genial nyfortolkning med sine betonsøljer i front og glasgulve, således at der er direkte udsyn ned til fortidens ruiner, der er blotlagt under museet. Tro mod nutidig arkitektur, materialer og byggestil – ikke en forloren gengivelse af oldtidens. Museet består af tre etager, hvoraf den øverste er helliget Parthenonfriserne. Problemet med dette er blot, at de mest prægtige dele befinder sig på British Museum i London, og man kan kun håbe på at englænderne en dag tilbageleverer dem. Det er dog stadig værd at tage en runde heroppe og nyde de enkelte brudstykker, som englænderne i deres rov har overset (min holdning til dette er vist klar!) 😉
Vi satte os på museumscaféen, hvorfra man har en smuk udsigt til alteret, og fik en kop kaffe. Her blev der spillet harpe, og vi kunne se små grønne og blå papegøjer flyve omkring i baghaverne og nippe af bærerne.
For at slutte vores Akropolisdag af på rette vis, så vi om aftenen solnedgangen over højen fra vores tagterrasse. Vi kunne også se ned til havet og havnebyen Piræus og videre til bjergene på den anden side. Vi besluttede os for den følgende dag at se nærmere på denne del af Det Ægæiske Hav og Piræus med de tre havne og masser af blæksprutter…
