Efter at have kørt over det langstrakte steppeområde fra ørkenen (læs mere om turen her), nærmede vi os nu igen udløberne til Atlasbjergene fra øst. Her ligger der et helt fantastisk sted, et gammelt fæstningsværk eller kasbah, som marokkanerne kalder det, ved navn Ait Ben Haddou. Hvis man, som jeg, er vild med Game of Thrones, er dette et must at skulle besøge, når man kommer på disse kanter. Vi besluttede os for at tage en overnatning her, så vi rigtig kunne nyde stedet og gå en tur i de gamle gader i kasbahen. Dagen efter spiste vi morgenmad med udsigt over de gamle mure, som også har lagt kulisse til film som Mumien, Gladiator og Alexander.
Kasbaherne er bygget ud af tegl eller ler og skades regelmæssigt, når det regner. Derfor er det et altid igangværende arbejde med at opbygge og vedligeholde de gamle bygninger. Jeg har herunder et billede af disse sten, som ligger i solen og tørrer. Der er blandet dyreafføring i, for at gøre stenene mere holdbare, præcis som vi brugte at gøre det herhjemme i jernalderen.
Når man slentrer rundt i gaderne i sådan en solbeskinnet ørkenby, føler man sig hensat til en anden tid. Kvinder i alle aldre arbejdede i marken og drev æsler forbi os godt påfyldte med krydderier, kvas til brænde og grøntsager, de lige havde gravet op – ikke til videresalg, men blot til egen husholdning. Ja, det var altså de heldige kvinder, der havde et æsel; de mindre velstillede måtte selv bære den tunge last på deres rygge, og man kunne tydeligt se, hvordan denne type arbejde aldrer et menneske hurtigere. Det rørte mig at se en ung kvinde på min egen alder drive sit æsel forbi os, og jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvor anderledes et liv hun har sig. Hun har aldrig haft muligheden for selv at vælge uddannelse, hobbyer eller mand. Hun kan ingen sprog ud over berber. Hun tager aldrig lige på kaffebar med veninderne eller på shopping, når tøjskabet bliver for lidt inspirerende. I stedet driver hun hver dag afsted med sit æsel og føler sig heldig over at have denne hjælp til de daglige gøremål i hjemmet. Men måske hun har noget andet, som vi har glemt i farten? Denne debat vil jeg tage i et senere indlæg.
Det er typisk, at når man sådan føler sig allerlængst væk fra enhver form for civilisation, som vi kender den, så står der pludselig en Coca colaautomat og skinner i sine røde pangfarver! Vi nød formiddagen her, og begav os omkring middagstid over bjergene af en anden vej, og det var heldigt, vi kom afsted på dette tidspunkt, for oppe i bjergene samlede sig et voldsomt uvejr, der skulle lukke alt trafik ad disse ruter… Men det vidste vi heldigvis ikke noget om på dette tidspunkt.
