Adventskrans inspiration ♥ Jeg er netop blevet færdig med vores adventskrans, som i år ser sådan ud. Hvid og guld på en krans af grankogler. På søndag tænder vi op i det første lys, og så skal resten af hjemmet pyntes. Mmm, julehyggen sniger sig ind på os – og det er dejligt 🙂
Hvert år på denne tid finder jeg min koglekrans op ad julekassen, og hvert år bliver jeg så glad for at se den. Det er en, jeg bandt for efterhånden mange år siden, og den holder sig stadigvæk så flot. Koglerne samlede jeg på heden i Skagen, og jeg blev så grebet af at binde kranse, at jeg lavede dem i flere forskellige størrelser og gav både mine forældre og bedsteforældre nogle. Jeg har også en til at hænge på døren.
Koglerne er bundet på en halmkrans med blomsterbindertråd. Når koglerne lige er samlet og kommer ude fra fugtig kulde, er de stadig lukkede i deres skæl. Det er en god idé at binde kransen, mens de er lukkede, for når de tørrer, åbner de sig, og vil komme til at dække over tråden og sidde rigtig godt fast. Selvom mine har adskillige år på bagen (måske 5 eller mere!), så er der ikke faldet en eneste kogle ud af kransen.
Læs også: DIY juletræer af gamle bøger
Jeg bruger altid min hjemmelavede koglekrans som bund for min adventsdekoration, men pynter den forskelligt fra år til år. I år har jeg valgt hvid og guld som farverne, fordi jeg faldt for det smukke brede bånd med krystaller. Desuden er det pyntet med:
- glitrende snebolde af foam clay
- spiraljuletræer af bonzaitråd
- afskårne skiver af birketræ
Jeg er i fuld gang med at lave guides til dem alle – så de kommer her på bloggen!
Dekorationen af koglekransen har som sagt varieret en del igennem årene, og det er hyggeligt at udtænke, hvordan den skal se ud dette år. Sidste år havde jeg grønt tema med grønne lys, året før rødt og året før det, lilla. Båndene prikker jeg fast i bunden af lysene med en knappenål, så de sidder godt fast her. Der følger gerne nogle metalpinde med til adventslysene, som man bare stikker i kransen.
Selve pynten behøver selvfølgelig ikke at være hjemmelavet. Jeg har også før brugt glaskugler, små nisser og rensdyr af bark. Der er også mange forskellige muligheder for at variere numrene. Her har jeg valgt en simpel løsning med blot at skrive tallet med tusch og stille dem op ad kransen. Jeg har før skåret hjerter ud af finer, malet dem og brændt tallene ind. I år lagde jeg dog mere vægt på andre dele af dekorationen, og er endt med at blive rigtig godt tilfreds ♥
Hvordan ser jeres adventskranse og -dekorationer mon ud? Og har I traditioner omkring jeres?
Læs også: Hjemmelavede julekugler med nordisk nostalgi