Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg længe har længtes efter at komme ud af byen og få mere luft og natur omkring mig. Det er her jeg lader op og finder min inspiration og får nye kreative idéer. Da vi blev forældre stod det os klart, at det var nu, flyttet skulle ske. Derfor har vi netop nu skiftet vores rå industrielle newyorkerlejlighed i København ud med en stor 70’er villa i funkis stil. Følg med i renovering og indretning af vores hjem ude i skoven.
Vi flyttede ind i vores hus for en måned siden, og den manøvre med en lille baby er ikke den letteste. Ting kommer på plads lidt efter lidt, og tålmodighed er en dyd, (puh, ikke det vi har mest af!). Men vi har allerede gået flere ture i skoven omkring os, og i vores store dejlige have, som virkelig emmer af efterår, mørke og eventyr. Inspirationen til kreative projekter, indretning og renovering vælter indenbords! Efterårets farver er efter min mening de allersmukkeste, og blade og frugter og andre vækster inviterer til at blive brugt til kranse, dekorationer eller i madlavning.
Vi har været på høsttur i vores have, hvor der til vores glædelige overraskelse stod et stort flot æbletræ med madæbler, og vi har allerede fryseren fuld af æblemos. Vi har også besøgt en af de lokale gårde, som har en stor græskarmark med selvpluk, en majslabyrint og en vejbod med mange friske råvarer, som er i sæson. Vi har allerede lavet græskarsuppe flere gange (denne opskrift er superlækker) og pyntet op inde og ude med græskar. Det er vigtigt at tage sig tid til den slags, selvom der er flyttekaos omkring os.
Find masser af efterårsinspiration her.
Min 70’er villa
Vores hus er fra 1971, bygget i funkis stil. Det er vel en af de allermest almindelige typer, vi finder rundt om i landet. Funkis kommer af ordet, funktionalisme, hvilket kort vil sige – lige linjer, ingen unødig pynt og krummelurer, gode materialer og en stram nordisk minimalisme. Huset er i et plan og er U-formet med en værelsesgang og en stueafdeling i hver af længerne, i U-ets runding ligger køkken, soveværelse, masterbadeværelse og et skønt orangeri. Mellem længerne er en atriumgård, delvist lukket inde af huset og et par flotte piletræer. Grunden består af mange terrasser med bede, nyttehave, en plæne og (vi er jo i 70’erne) en pool.
Huset er med sine gode kindben perfekt for os. Nu skal der arbejdes på at gøre det vores. Hver familie sætter sit præg på et hjem, og nu kribler det i fingrene for at realisere vores drømme. Derfor kommer der masser af gør-det-selv og idéer til indretning her på bloggen, hvor jeg deler vores rejse.
Haven er et kapitel for sig selv. Det er en rigtig skovhave med store træer og masser at gå på opdagelse i. Der er grønt til alle sider, og så vrimler det med egern. Her skal der ske en masse til foråret, men for nu nyder vi de smukkeste brændte efterårsfarver.
Du kan følge rejsen under kategorien MIN FUNKIS VILA her.
Renovering, opdatering og indretning
Der er mange ting, der venter på at blive kastet kærlighed efter i sådan en 70’er villa. Visse steder er huset slidt, andre er det slet ikke os. Desuden er der så meget plads, at indretning bliver et helt kapitel for sig. Der skal kreeres og shoppes spændende sager hertil.
Vi har før renoveret gamle nedslidte butikslokaler og lavet smukke kunstgallerier (se føljetonen her), så vi har god erfaring med at samarbejde om den slags. Men nu er det vores bolig, det gælder – og rammen for vores lille familie.
I første omgang flytter vi ind, som huset er og venter med de mere omfattende projekter. Vi bruger de ting, vi har lige nu, og tager os tid til at finde de rigtige løsninger. Men det er vigtigt for mig, at indretning og renoveringer er “tro” overfor den tid, huset er fra – blot taget ind i en moderne kontekst. Det skal fungere og være smukt, men uden at tage sjælen fra huset.
Jeg vil bringe varme ind i huset, som lige nu er meget hvidt og koldt i stilen. I stedet for hvide vægge, skal der farver til at varme op. Der skal selvfølgelig indrettes et eventyrligt børneværelse til vores datter, og på sigt skal der bygges et nyt dejligt værksted i forlængelse af huset. Og ja, listen er selvfølgelig meget længere.
Det er så spændende en proces, og jeg har min Pinterest tavle klar her med idéer til alle rum. Jeg håber, du vil følge med på rejsen med masser af kreativitet, inspiration og hyggelige stunder 😀
Herunder er billeder af de forskellige rum, som det står netop nu.
♥ Find mere inspiration på min Instagram eller Facebook profil, hvor jeg løbende lægger hyggelige idéer og projekter ind ♥