Jeg har følt mig så inspireret til at skrive sådan et “året der gik” indlæg som dette, efter jeg læste et lignende hos en af mine favoritbloggere, Valdemarsro. Det giver sådan en god fornemmelse, at se tilbage på alt det positive, man lavede og gjorde i det forgangne år og drømme lidt om og sætte mål for det kommende.
Jeg er nok ikke den eneste, der kan blive lidt sentimental her omkring årsskifte, her, hvor man har tendens til at gøre status. Men i nedenstående, har jeg valgt at fokusere på det positive i året – for er der grund til andet?
2017 har for mig stået i de store rejsers tegn, og derfor starter jeg her – ude i den store verden. Samtidig er min blog begyndt at betyde mere for mig, og jeg er meget glad for det nye udseende, den fik i sensommeren – som den står nu, er den kun omkring et halvt år gammel. 2017 var også året, hvor jeg fyldte 30, og på en lidt speciel måde, tør jeg nok sige. Og så er der familien og arbejde. Den der fine grænse har i en periode ligget lidt for meget til venstre, og af den grund, har vi taget nogle valg, som jeg håber, vil skabe mere balance for os i det kommende år. For er der egentlig noget vigtigere end tid til at være dig og tid til alle dem, du elsker?
<3 Jeg håber, du føler dig inspireret til at læse med <3
Om rejser
Den 3. januar 2017 skrev jeg mine nytårsforsætter for året ned i min dagbog, og der stod blandt andet: “at rejse endnu mere”. 2016 havde virkelig været et rejseår, og den stime ville jeg gerne fortsætte. Når jeg nu sidder og tænker tilbage, kan det undre mig, hvordan jeg egentlig har haft tid til at rejse så meget, men på en eller anden måde, er det lykkedes, og hvor er det dejligt med alle de gode minder.
- Det begyndte i Grækenland, hvor min far jeg i februar rejste foråret i møde og genbesøgte et land, der har en helt særlig plads i mit hjerte, fordi jeg som 19-20 årig boede der i mit friår. Det var helt særligt, at kunne vise min far landet, som aldrig har besøgt det før. Og helt særlige var vores udflugter til Delfi og Mykene.
- Min kæreste arbejdede i foråret i Budapest, og jeg var så heldig, at blive inviteret på forlænget weekendtur for at besøge ham. Her boede vi på Hotel Mariott, med den mest fantastiske udsigt over floden Donau og slottet på den anden side. Kirsebærtræerne sprang ud den weekend, som i det heletaget bare var afslappende, rolig og tiltrængt.
- Mit helt store eventyr ventede mig allerede 1 1/2 uge herefter, hvor jeg pakkede den store kuffert og rejse 5 uger alene til Marokko. Jeg havde allerede besøgt landet to gange i det foregående år, og havde brændende ønsket mig at opleve det “inde under huden”. Og det kom jeg i allerhøjeste grad til! Jeg boede i Høje Atlas og kom i hjemmet hos en lokal berberfamilie og levede under stort set samme vilkår som dem. Udfordrende og udviklende. Jeg vandrede lange ture i Atlasbjergene, som jeg er meget stolt af. Blandt andet tre dages trekking i telt mod tinden Jebel Yagour og turen til de isolerede og højtliggende landsbyer i Timnkardalen. Så var der også roadtrippet til den smukke surfby Essaouira med sardiner på havnen og de fantastiske blå fiskerbåde. Jeg blev inviteret med til berberbryllup i landsbyen, og nå ja, så var det også her, jeg fyldte de 30.
- I sommeren gik turen nord mod hytten i Norge med ægte hytteliv, hvor den blandt andet stod på fiskning, golf og sejlads på søen.
- Efteråret skulle blive første gang, jeg rejste så langt som til staterne i vest. Vi besøgte kæmpelandet USA, nærmere bestemt Arizona, Utah og Californien. Rejsen tog sin begyndelse på stranden i Santa Monica, Los Angeles og førte os videre ud i de store reservater og nationalparker mod øst. Det var virkelig et eventyr, som jeg slet ikke er færdig med at beskrive her på bloggen.
- Og endnu engang befinder jeg mig i smukke Norge, som også er et land og et folk, jeg elsker. Juleferien tilbringer jeg her, og jeg bliver her faktisk hele januar måned, hvor jeg vil nyde at kunne vandre i den uendelig smukke snedækkede natur omkring mig.
Om byDuhn
I år er året, hvor jeg virkelig er begyndt at arbejde koncentreret med bloggen, og den har fået sig lidt af en overhaling, hvad udseende og funktioner angår. En ting, jeg hele tiden for nye idéer til og arbejder på at gøre mere inspirerende, spændende og brugervenlig.
- I begyndelsen af året hed bloggen Northernbyduhn, og var en wordpress.com-blog. Efterhånden fik jeg dog lyst til selv at kunne designe udseendet mere frit, og jeg besluttede mig for selv at hoste siden. I den proces skiftede jeg navn på bloggen til byDuhn, og fandt ud af at kodning af hjemmesider ikke er det letteste i verden! Jeg var meget glad og lettet, da den endelig gik i luften, med et design, jeg stadig er meget glad for og et logo, som jeg synes er så smukt. Min kæreste og søde venner har hjulpet mig godt med denne proces, som jeg er dem enormt taknemmelig for.
- Jeg har lavet nogle sjove projekter, bl.a. fotograferet til blomsterfirmaet Bloomons workshop og kreeret juleudsmykningen for Café Boheme.
- Jeg har sporet mig ind på, hvad det er, jeg elsker at blogge om, og er fundet ind på et spor, jeg selv holder utrolig meget af. Mine diy’er er jeg særligt glad for – de har også fået et opdateret design – sammen med mine rejsebeskrivelser.
- Et nyt koncept som mine rutekort, har jeg fået begyndt på sammen med konceptet “instaminder“, som udkommer månedligt, og som er tænkt som et link mellem min Instagram og bloggen.
- Et sjovt input kom, da magasinet Hendes Verden tog kontakt til mig for at skrive et forårsindlæg til deres blad om kreativitet med påskeæg. Her ville de bruge min diy-artikel om påskeæg med fjer. Det var jeg meget glad for.
- Årets mest læste indlæg er min how-to guide til planteplaneter, som jeg håber stadig i det kommende år, vil kunne inspirere til oplevelser med de fine små hængeplanter.
Om familie og arbejdsliv
På hjemmefronten har året også budt på lidt af hvert. Det har været præget af jobskifte, hårde stressperioder og store beslutninger. Og så det fakt, at 2017 også var året for min 30 års fødselsdag.
- Min kæreste havde igennem året været glad for at arbejde hårdt for firmaet McKinsey, men måtte også erkende, at en arbejdsuge med op til 80 timer, ikke gav meget rum for andre af de ting, han elsker. Familie og venner skulle prioriteres højere, og derfor skiftede han til et arbejde hos Danske Bank, som han er meget glad for.
- Jeg selv begyndte året på en ny arbejdsplads efter en lang turbulent periode, hvor jeg havde oplevet vold og overgreb på mit tidligere job. Dette prægede mig meget, og i efteråret kom jeg til den konklusion, at jeg måtte omgive mig med ting, der gjorde mig glad, gav mig ro og mulighed for fordybelse. En beslutning, der var hård, men som jeg tror fast på, er den bedste for mig.
- Jeg ville arbejde som selvstændig, og tja, det er her, jeg er idag, lige på kanten til det nye år. Jeg har afholdt min første workshop, som var en rigtig god begyndelse, og har mange spændende projekter på bedding, bl.a. en række workshop for foråret. Jeg tror på og glæder mig til alle de muligheder, det nye år bringer.
- Og tilbage til den 30 års fødselsdag, som jeg ikke har nævnt for ret mange. Af en aller anden grund, havde jeg en lidt særlig følelse omkring netop den. Skulle den fejres med en stor fest? Skulle den markeres intimt med kun de nærmeste, eller hvad? Da jeg ikke var hjemme til min 20 års, fordi jeg der boede i Grækenland, var der noget symbolsk over, heller ikke at være hjemme til denne. Jeg planlagde derfor min Marokko-rejse således, at jeg på min fødselsdag sad langt oppe i Atlasbjergene i en primitiv stenhytte i Afrika, uden familie, netforbindelse eller anden kontakt til omverdenen. Et stearinlys, et lokalt børnekor, der sang for mig, og den uendelige stjernehimmel over mit hoved til gengæld. Lidt specielt måske, men den markering, jeg ønskede.
Ambitioner og drømme for 2018
Jeg har altid mange nytårsforsætter, nogle små og nogle store. Mange når jeg i mål med, og mange må vente et år eller to til 😉 Sådan er det vel. I år skal kreativitet, fordybelse og nærvær være helt centrale ord for mig.
Et mere konkret mål, er at træne bjergvandring. Jeg har altid elsket den frihed, det giver, at vandre i de enorme, øde bjerge og i år, har jeg virkelig fået afprøvet mig selv i den retning. Man kan faktisk mere end man tror, når man presser sig selv tilstrækkeligt 😉 Og jeg har aldrig følt mig rigere end de gange, jeg har stået på toppen af en tinde og set ud over verden, der åbner sig og ligger for mine fødder. Det er en fantastisk følelse.
Min skrivning er en anden central ting for mig i år. Jeg vil tage min lyst til at skrive mere alvorligt. Det gør jeg blandt andet her på bloggen, men har flere drømme og ambitioner for den, som jeg håber på at kunne løfte sløret for i det kommende år.
Og så er der min fotografering. Jeg investerede sammen med min kæreste i et nyt kamera, inden vi rejste til USA. Det er et Canon 80D spejlrefleks med et zoomobjektiv EF-S 18-135 mm 1:3,5-5,6 IS USM. Hertil er jeg meget glad for min eksterne blitz til indendørsfotografering og mit kamerastativ til aften-/nattemotiver, eller hvis jeg skal fotografere mig selv. Canon har udviklet en app, der hedder Camera Connect, hvorigennem jeg kan se motivet, stille skarpt og fotografere via mobilen. Det vil jeg bruge meget mere tid på i det nye år at lære at kende.
Slutteligt håber jeg, at alle jer, der læser med, føler sig inspireret på de områder, jeg her i mit univers forsøger at afdække. Jeg er glad hver gang, jeg får en kommentar, og glædes over de input, der løbende kommer. Jeg er tillige taknemmelig for alle omkring mig, der hjælper til i det daglige. Det er min overbevisning, at vi ved at dele, når til endnu skønnere resultater.
<3 Jeg ønsker jer alle et rigtig dejligt år 2018 <3
(Billedet her er taget dagen før min 30 års fødselsdag – lige inden, jeg vandrede op i bjergene)
10 kommentarer
Jeg har først lige fundet din blog, men nøj, hvor den er fin! Jeg glæder mig til at læse med fremover. Godt nytår!
Kære Pia.
Hvor er jeg glad for, at du har fundet ind på min side og finder den interessant. Jeg ser frem til et år med en masse nye projekter, som jeg håber, vil kunne inspirere <3
Godt nytår til dig.
Knus Marie
Dejlig læsning, og gode planer for det kommende ÅR! Knus herfra og RIgtig godt nytår.
Kære Lise.
Det er jeg glad for, du synes – det er altid rart at lægge planer og drømme lidt.
Rigtig godt nytår til dig også 🙂
Knus Marie
Hvor lyder det bare til, at du har haft et spændende og begivenhedsrigt år. Glæder mig til at følge med i det nye år (:
Kære Camilla.
Ja, det har været et år med mange eventyr og oplevelser, og hvor er jeg glad for, at du har fundet det spændende.
Med ønsker om et godt nyt år til dig 🙂
Marie
Det er altså bare herre spændende at følge med i, og sikke meget du skal igennem i år. glæder jeg mig til at følge med i 🙂
God dag <3
http://blogbykathrine.bloggerspoint.dk/
Det er jeg meget glad for, at du synes, Kathrine. Ja, der er fart på, men det er jo rart, da det er ene gode ting, der venter 🙂
God dag til dig også <3
Knus Marie
Godt nytår marie. din blog er spændende og vedkommende læsning. keep going med dine gode tanker og mål for 2018. kh
Tusind tak kære Erik. Jeg er meget glad for, at du finder det, jeg skriver vedkommende og spændende. Godt nytår til dig også <3