Nu skal der til at jules her på bloggen, og hvad er bedre at starte med end hjemmelavet julebag? Selvom jeg egentlig havde besluttet mig for at vente, til vi kommer lidt nærmere december, ja, så er julestemningen altså ved at have fået tag i mig. Vi ser det da også alle steder: i butikkerne, i tv, på caféerne, og er der noget at sige til det? Her i novembermørket, glæder vi os vel bare til jul 🙂
Noget af det bedste ved julen ud over julelys, pynt og familiehygge er alt det lækre juleknas, (der jo kan kombineres perfekt med alt, jeg lige har opremset!) og som vi gerne må spise, fordi det nu snart er jul 😉
Jeg har fundet lidt frem fra gemmerne, som jeg selv planlægger at skulle lave en god del af (sammen med nye spændende opskrifter). Derfor er her 12 idéer og opskrifter på hjemmelavet julebag, juleknas og andre lækkerier.
Læs også: 10 idéer til hjemmelavede værtindegaver
Klassisk julegløgg med julens duftende krydderier
Der er ikke noget som duften af hjemmelavet gløgg, der spreder sig i hjemmet. Dufte er noget af det, der i allerhøjeste grad skaber hygge og stemning. Server den med mandler og rosiner til en af julens hyggelige komsammener, eller forkæl en god ven med lidt ekstra kræs.
Ovnbagte sprøde mandler
Som alternativ til alle de søde indslag, er her et helt simpelt. Mandlerne bliver lækre og sprøde, når de bages i ovnen, og kan fint fungere som supplement til retter eller desserter.
Mormors småkager med chokolade
Ja, sådan er de bare kendt i min familie. Det var altid min mormor, der bagte dem, da jeg var barn, og de hittede hvert år. Hun havde dem altid stående i en hyggelig rød hjertedåse, som blev sat på bordet, når vi unger kom forbi. Vi spiser dem både til jul og nytår.
Grønkålschips med ost og flagesalt
Grønkål bliver super lækkert, når det bages i ovnen. Skift den sædvanlige pose chips ud med denne sundere variant, der bestemt også er hyggeligere 🙂
Gylden mandarinlikør
Mandarinlikøren blev sidste år indtaget på terrassen udenfor vores hytte i Norge med udsigt over fjeldene og julesneen. Den er ikke bare smuk, men også super lækker, og en god og anderledes måde at bruge mandariner på.
Bløde og sprøde cookies med chokoladestykker
Skal der være fest, så lad der være fest! Jeg bager ikke disse cookies for ofte, fordi de smager så uhyggeligt godt, at de lidt for hurtigt er væk igen..! De er bløde indeni og sprøde udenpå. Dejen kan fryses ned og gemmes i nogle dage. Kan bages direkte fra frost. Vi gør sådan, at vi skærer en skive til hver person om eftermiddagen og bager – på den måde kan man spise nybagte cookies hver dag uden besvær 😛
Chokoladeovertrukne bountybar
De er nemme at lave med få ingredienser, og det er sjovt at arbejde med chokolade. Hiv børnene med i køkkenet og lav bounty – der var nok for os til hele julemåneden i denne portion 🙂
Svenske chokoladekager med sukker på toppen
En gennemgående klassiker i min familie, er disse svenske chokoladekager, som min mor altid bager ved juletid – en tradition, jeg glædeligt selv har taget til mig. De er bløde indeni og sprøde udenpå. Passer perfekt sammen med andre typer af småkager til jul. Du kan også give venner og bekendte en lille prøve i de hyggelige kræmmerhuse, som er lette at folde.
Figenkugler med hasselnød og dadler
For ikke helt at få sukkerchok, er her en lidt mere afdæmpet mulighed. Figenkuglerne og lækre og måske en anelse sundere den visse andre ting her på siden!
Groft og sprødt knækbrød
Nu er julen jo andet end bare chokolade og sukker, og til en afslappet julekomsammen passer dette knækbrød godt ind. Brug det som tapas med laks, lækre oste og røgede pølser.
Soyaristede mandler
Som endnu et salt alternativ er disse soyaristede mandler, som vi ofte laver, når vi får gæster på besøg. De er lækre og simple og kan laves i sidste øjeblik.
Hjemmelavede sjove vingummier
Jeg lavede disse hyggelige vingummier til fastelavn sidste år, men hvorfor ikke lave dem med julemotiver i stedet? Lige nu kan man let få fat i forme med både nissemænd, juletræer og -hjerter, jeg har sågar set hele julemandens kane! Det er endnu et sjovt børnevenligt projekt, og jeg garanterer for, at de er gode 😉
♥Har du andre gode opskrifter eller idéer til juleknas og lækkerier? Du må meget gerne dele♥